Skip to main content

Betragtninger fra en økonom

Hvad siger UN World Food Programme's (WFP) cheføkonom Arif Husain, manden som advarede verden mod hungersnød, til de voldsomme konflikter og stigende sult? Jeg besøgte ham for at høre hans prognose.
, FN's World Food Programme
1*hKF6CPRX6_G335by2ot93w.jpeg
WFP's cheføkonom Arif Husain besøgte Borno State i Nigeria, for at se hvordan folk klarede sig efter hungersnøden i 2017. Billede: WFP/Inger Marie Vennize

Jeg er bevidst om tiden. Arif afslutter sin sidste dag på kontoret, før han tager til Syrien, hvor han skal bruge en uge på at rejse rundt og tale med mennesker om landets nuværende fødevarekrise. Jeg springer over introduktionen og går direkte til sagens kerne: "Hvor er vi i dag med de 'fire' forekomster af hungersnød?'

"Vi undgik dem," siger han.

Det er ikke et pyntet svar på det, som nemt kunne have været et dystert resultat for mennesker, der var på randen af sult i konfliktområder som Yemen, Sydsudan, det nordøstlige Nigeria og Somalia sidste år — 20 millioner mennesker for at være mere præcis.

"Det var på grund af vores arbejde og vores samarbejdspartneres indsatser," fortæller Arif, "at vi var i stand til at hjælpe folk med den nødvendige assistance." Han holder en pause, vender sig bort fra det formelle sprogbrug og tilføjer — "Uden os ville de være døde."

De her ord får ikke lov til at hænge i luften. Instinktivt fremsætter Arif en udtalelse, som han har gentaget utallige gange til medier, regeringer, donorer, den private sektor og hvem som helst, som måske vil lytte: "Hungersnød er et nederlag. Et kollektivt nederlag".

1*wsN6XIpC9oWX5Szdv3ytuw.jpeg
I august 2017 hjalp WFP 7 millioner mennesker i Yemen, 2.9 millioner i Sydsudan, 2.2 millioner i Somalia og 1 million i det nordøstlige Nigeria med fødevareassistance. Billede: WFP/Karel Prinsloo

Forskellen på at være økonom ansat i en international finansiel institution og en økonom ansat i en humanitær organisation, såsom World Food Programme, afhænger af målestoksforholdene. Bogstaveligt talt. Ved Verdensbanken, hvor Arif arbejdede tidligere, ser økonomerne på finanspolitik og bredere makro- og mikroøkonomiske spørgsmål. "Min rolle som økonom hos WFP er at se på de selvsamme politikker, men at se på, hvordan de påvirker en lokalbefolkning. Specifikt hvordan de påvirker mennesker i fattigdom og deres fødevaresikkerhed." Med indsamlet data undersøger Arif og hans team, hvordan de negative konsekvenser af politikker kan modregnes. De viderebringer derefter resultaterne til de personer, som er med til at bestemme et lands nationale økonomiske og sociale politikker. De hjælper med at forbedre levebrødet for verdens mest sårbare mennesker.

"Det er nogle deprimerende sager, når du først for øjnene op for det, er det ikke?" Arif stiller pludseligt mig spørgsmål.

Jeg parerer spørgsmålet og spørger, "Og, hvad er svaret så?"

I maj fremsatte FN's sikkerhedsråd en ny resolution, som officielt anerkender at fødevareusikkerhed er både et resultat af, samt en udløsende årsag til konflikt. For de, som arbejder med humanitære indsatser i nutidens konfliktzoner og hjælper et stadigt stigende antal mennesker med at undgå cyklussen af sult og konflikt, blev resolutionen modtaget med begejstring og set som et skridt i den rigtige retning. Tallene taler trods alt for sig selv: 60 procent af de 815 millioner, som er kronisk sultne lever i en konfliktzone; det er 489 millioner mennesker, som lider under menneskeskabt sult, som kunne have været forhindret.

Svaret, viser det sig, er formelt. Tilgangen skal ændres. "Konflikter skal adresseres, og mens de bliver løst, må de, som arbejder med humanitært arbejde fortsat give støtte," siger Arif. Han kobler det sammen med sidste års 'næsten-hungersnød' og uddyber: "Her står vi halvandet år efter og beskæftiger os med de samme konflikter. Hvis vi stoppede vores virke lige nu, så kunne vi nemt falde tilbage til hvor vi var i 2017 i løbet af bare få måneder".

"Vi er ikke uden for risikozonen — "

Nu holder han en længere pause. "Du er i en bil. Speederen er det humanitære arbejde. Prøv nu at træde helt ned på acceleratoren og bare kør."

Han stiller mig et nyt spørgsmål. Det virker som om, at han er blevet glad for at stille spørgsmål.

"Så, hvorfor skulle man forvente at tingene ville blive bedre, hvis alle de bagvedliggende årsager stadig er der?"

Heldigt nok for mig, så viser det sig, at det er et retorisk spørgsmål.

1*Zib8a5zyTCXEHr1YnVOdBA.jpeg
Dolow, Somalia. Selvom hungersnød kan bremses, så er truslen forbundet med en vedvarende konflikt. Jo længere konflikten fortsætter, des værre bliver sultkrisen. Billede: WFP/ Georgina Goodwin

For femte år i streg har Syrien været øverst på listen over modtagere af bistand. Yemen indtager andenpladsen. For at sætte det i perspektiv, så var det totale globale beløb for humanitær assistance fra både regeringer og den private sektor sammenlagt DKK 178,5 milliarder — og hele 60% blev givet til bare 10 lande. "Der er en stor kløft i bistanden," siger jeg. Arif retter mig: "Det er en stor ulighed i bistanden".

Sociale medier har gjort udviklingsbistanden meget mere tydelig, hvilket også har gjort problemet med ulighed mere komplekst. "En person som sulter i Den Centralafrikanske Republik, og som modtager afvejede madrationer ved, at en person som sulter i Syrien modtager en madkurv eller madkupon," fortæller Arif. Mens infrastruktur og adgang til markedet er blandt de faktorer, der afgør, hvilken bistandsform eller bistandstype man anvender i en operation, så bliver dette aldrig nævnt i et opslag på Facebook eller i et tweet. Mennesker vil stadig sammenligne, og sult vil stadig være sult.

Arif har givet mig en masse informationer, men jeg fornemmer at tiden er ved at være gået. Min fornemmelse bliver bekræftet, da hans assistent fortæller ham, at hans næste aftale er på vej. Jeg kigger rundt i hans kontor efter en kuffert eller et andet tegn på Arif's kommende tur.

"Det værste er," fastholder Arif, "at alt dette sker i en globaliseret verden." Før jeg helt forstår, hvad han mener, nævner han "1000 dage" — tiden fra et barn er undfanget og indtil 2 års alderen, som fastsætter grundlaget for et barns fysiske og kognitive udvikling. Uden den rigtige næring i denne periode, kan et barn ikke opnå sit fulde potentiale som voksen.

"Vi er gode til at skabe opmærksomhed omkring de "1000 dage" og vise forholdet mellem et barn, som ikke vokser op til at blive en sund og produktiv voksen, samt de negative konsekvenser det har for den økonomiske udvikling i et land. Men vi bliver nødt til at arbejde mere med at vise sammenhængen," siger Arif.

"Undskyld, hvad mente du med at 'vise sammenhængen'?"

"Vi taler om denne generations lidelser, men også lidelserne for den kommende generation. En mindre produktiv generation er nødt til at leve og fungere i den samme globaliserede verden, men med handicap. Den næste generation vil blive marginaliseret, og det er afgørende, at folk forstår det. Det er sammenhængen," forklarer Arif.

Hans næste aftale kommer ind i rummet. Jeg prøver på ikke at kigge på uret. Arif lægger tilsyneladende ikke mærke til noget af det her.

"I verden i dag er der mange mennesker, som ikke har noget håb længere. Vi bliver nødt til at give folk noget at arbejde for, at leve for og det er her, vores arbejde med modstandsdygtighed kommer ind i billedet. Sult er ikke længere andres problem."

"Jeg har aldrig hørt udvikling blive udtrykt i de her termer," indrømmer jeg over for Arif.

Han smiler. "Det betyder, at vi stadig har meget arbejde at lave."

Skrevet af Domenica Sabella

Hungernød bliver erklæret, når tre omstændigheder er til stede i samme område: mindst 20 procent af befolkningen står over for ekstrem fødevaremangel; mindst 30 procent af børn under fem år lider af akut underernæring; og mennesker dør dobbelt så hyppigt som normalt.

Lær mere om WFP's arbejde her