”Der er ikke noget fællesskab mellem folk, når man sulter”
I maj i år vedtog FN's Sikkerhedsråd en resolution, som anerkender sammenhængen mellem sult og konflikt. Karina og Daniel — to af FN's World Food Programme (WFP)'s nyuddannede Storytellers i Bidibidi, Uganda, fortæller os hvorfor fred i Sydsudan er den eneste løsning på sult i landet.
, FN's World Food Programme
Daniel Hassans historie
"Vi var en glad familie i Sydsudan. Men i de usikre tider var der hverken uddannelse eller mad. Jeg kom til Uganda på grund af krig og sult.
Du ved, når man er sulten kan man se i folks ansigt at de ikke smiler. Man er irriteret og ikke god ved folk omkring dig. Man er ligeglad med andre og man har det ikke godt. Der er ikke noget fællesskab mellem folk, når man sulter.
Min far døde i 2009, da jeg stadig var meget ung. Han blev taget af Kony's soldater og dræbt efter to måneder. Min onkel tog sig af mig og sendte mig i skole i Juba.
Når jeg lå i min seng om aftenen kunne jeg høre skud. Jeg var ikke i sikkerhed, og vidste ikke hvornår de ville komme efter os. En aften kom de. Krigen brød ud ved en kontrolpost i Juba, og vi fandt lig i vores område. Vi var virkelig bange.
Livet var meget hårdt. Vi oplevede sult i Sydsudan på grund af krigen — priserne på varer steg på markedet, og der er ingen penge under en krig. Vi havde ikke råd til mad, men der var heller ingen madforsyninger. Min onkel havde en virkelig stor butik, så vi levede af Hans opsparing. Han ansatte folk, og jeg arbejdede der i weekenden. Men på grund af sult var der ingen vej udenom, og vi blev nødt til at spise varerne i butikken.
Da der ikke var mere tilbage kom jeg til Uganda sammen med min onkel, kusiner og fætre. Da vi ankom til grænsen i Elegu den 9. august 2016 var der ingen skud. Der var fred og jeg følte mig virkelig fri og i sikkerhed. Jeg blev genforenet med min mor, mine brødre og søstre, og vi er nu i gang med at åbne en butik her. Vi får mad fra WFP og dyrker majs på et lille stykke jord.
Jeg drømmer om at blive fotograf. Du ved, jeg kan virkelig godt lide billeder. Jeg flytter mig altid rundt for at få det bedste billede. Jeg er glad for at være WFP Storyteller fordi jeg gerne vil have andre hører om mit liv her i Bidibidi.
Når der bliver fred i Sydsudan vil der ikke længere være sult. Dit fædreland vil altid være dit fædreland. Jeg elsker mit land, og når der kommer fred, vil jeg være den første til at tage tilbage. Og jeg vil være en af de første til at tage billeder af alle, som fejrer øjeblikket, hvor freden kommer".
Mamcy Karinas historie
"Krigen brød ud en dag i juli 2016 klokken ni om morgenen. Der var en soldat i nærheden af mit hus, som kaldte på min onkel. Han truede med at sætte ild til vores hus. Nogle græd. Vi vidste ikke at krigen var på vej. Han var iklædt en jakke med en pistol.
Snart kunne vi ikke længere gå ud i haven for at hente mad. Det blev også svært at få penge. Vi stod overfor sult.
Når du er så sulten som jeg var, tror du at du skal dø. For at få mad måtte min far sælge alle sine køer. Men selv ikke det var nok til at brødføde så stor en familie som min.
Til sidst sendte min far mig til Uganda. Jeg kom med min yngre søster Jeanette og min bror Daniel. Vi fik en bil, vi lukkede alle vinduerne og ankom ligeså stille. Der var sat ild til flere biler, og vi måtte være stille. Jeg gik i panik på vejen. Til sidst, da vi passerede en flod hørte jeg vores chauffør sige: "Tak Gud, for at vi er i live. Vi er nået i sikkerhed — i Nimule." Jeg havde aldrig hørt om den by før.
Vi ventede i to uger i modtagelsescentret — det var stopfyldt — mad og vand var et problem. Så snart jeg kom til Bidibidi, gav WFP os bønner, majs og olie og vi fik det bedre. Jeg blev gravid et par måneder senere og blev nødt til at forlade skolen for at føde Godfrey. Så snart han kan kravle og min mor kan tage sig af ham, vil jeg vende tilbage og få en uddannelse.
Jeg er glad her i Uganda. Vi får mad, der er ingen krig og vi skal ikke flygte fra sted til sted under lyden af skud. Frokost og aftensmad er god, og mere end vi spiste i Sydsudan. Under krigen kunne vi kun spise tre gange om måneden.
Hvis freden kom til Sydsudan ville alting blive nemmere — vi ville kunne dyrke mad.
Jeg drømmer om at blive journalist og vide mere om mennesker rundt omkring i verden og blive en leder i mit samfund. På grund af WFP Storytellers ved jeg nu hvordan jeg optager en video, hvilket jeg aldrig havde prøvet før. Det var vildt sjovt, og nu ved jeg hvordan jeg skal filme ordentligt, og håber at folk vil se det og nyde det.
Jeg kan godt lide at fortælle historier, så folk ved hvad der sker her i Bidibidi og i Sydsudan — fordi de har hørt det fra mig — Mamcy Karina. Jeg vil gerne have at folk ved mere om mig, og hvordan jeg lever."
Konflikt og usikkerhed er de primære årsager til sult
Vi kan aldrig udrydde sult uden fred i verden. Millioner af mennesker fanget i væbnede konflikter stårover for truslen om hungersnød. Fødevaresikkerhed afhænger virkelig af sikkerhed.
I krigshærgede lande, hvor både landbrug og handel er forstyrret og økonomien kollapser, vil en tallerken med et nærende måltid koste mere end en dagsløn. Til sammenligning ville en tallerken med en simpel hjemmelavet bønneret koste DKK 2064 i New York .
Uganda har taget imod mere end halvdelen af den sydsudanesiske befolkning, som er flygtet fra konflikt og sult siden juli 2016. Udover at give fødevareassistance har WFP også bragt historiefortælling ind i menneskers liv, så rigtige stemmer kan blive hørt, når det kommer til betydningen af mad og sultens indflydelse.
Daniel og Karina er to af de 34 unge flygtninge fra Sydsudan som WFP har uddannet i historiefortælling i Bidibidi flygtningelejr i Uganda. På en to ugers workshop har deltagerne lært at tage gode billeder, optage video og dele deres historier på sociale medier såsom Facebook og Instagram, så de kan dele deres historier med verden.
